Iværksætterforløbet REvolver

Deltagere ved REvolver

Om REvolver

REvolver var et 8-ugers iværksætterforløb bestående af 10 læringsmoduler, udviklet i et samarbejde mellem zeal og Loop Hub. Intentionen var at guide iværksætterspirer igennem en trin-for-trin proces, fra idéudvikling til virkeliggørelse. Det skete med udgangspunkt i deltagernes egne kompetencer samt principperne for cirkulær økonomi.

Forløbet ydede støtte og vejledning i og efter processen, og gav mulighed for at opbygge netværk med ligesindede.

REvolver blev udviklet i Loop Hub på baggrund af et partnerskab mellem Holstebro Kommune og Circular Economy Beyond Waste.

Circular Economy Beyond Waste er et nationalt projekt, bestående af 33 partnere, der alle står sammen om en fælles mission: at skabe nye, cirkulære løsninger og en fremtid uden affald. Gennem 26 delprojekter udforskes og demonstreres, hvordan man kan forebygge affald og finde løsninger for øget genbrug og genanvendelse af ressourcer. Projektet støttes af EU’s LIFE IP-program, og ledes bl.a. af Region Midtjylland.

I Holstebro Kommune og Loop Hub arbejdede man med delprojektet C14.2: Processmodel to Create Waste-Based Startups – hvilket havde til formål at udvikle en procesmodel for, hvordan overskydende produktionsressourcer og affald kunne være baggrund for nye entreprenørielle initiativer.

Delprojektet undersøgte, hvordan iværksætteri kunne baseres på rest, spild og affald fra produktionsindustrien til at skabe nye produkter, virksomheder og arbejdspladser, og derved reducere affaldsmængden og dets miljømæssige påvirkning på planeten.

Circular Economy Beyond Waste
LIFE IP
Holstebro Kommune